Mange synes ventetiden er lang, når vi når ind i starten af marts måned.

Da begynder jeg som redekoordinator for fiskeørnene i Gribskov at få mange henvendelser fra folk med interesse for fiskeørnene.
Spørgsmålene lyder: Hvornår kan vi forvente at fiskeørnene kommer til reden? - Kommer der gang i webcamet igen i år?

Herudover begynder der at komme anmodninger om medlemsskab af Facebookgruppen Fiskeørneparret i Gribskov Skov.

Jeg har hvert år startet mine observationer ved reden d. 26. marts for at være helt sikker på ankomsttidspunktet for hhv. han og hun. Det er jo så knapt så nødvendigt, efter der er kommet webcam op, og i år er det allerede tændt her midt i marts, hvor vi har kunnet følge livet i reden, også inden fiskeørnene er ankommet til redeområdet.

Her er det faktisk meget sjovt at kunne følge, hvad der sker i sådan en rede, når fiskeørnene ikke er ankommet endnu.
Der er mange, der bruger reden - dels til fouragering og dels til at samle redemateriale til egne reder. Og nogle benytter den til kurtisering af en evt. mage.
Når man sidder og studerer livet ved reden, kan man bestemme mange af fuglearterne i området - dels ved selvsyn og dels på deres sang og kald. Selv om natten kan man høre, der er liv derude, når natuglerne tuder og kalder.

Så er man utålmodig efter, at der skal ske noget, så kan man nyde dette lille video potpourri fra reden, som skovfoged Jens Ole Andersen, Naturstyrelsen har sendt mig, hvor man kan følge livet i reden før fiskeørnen.
Nyd den - også lyden fra toget :-)

Sidste år kom hannen d. 1. april og hunnen d. 2. april.
Normalt kommer parrene tidligere og tidligere til rederne, når det er etablerede par. Derfor kan vi forvente, at de ankommer allerede her i slutningen af marts måned, med mindre de bliver forhindret af dårligt vejr undervejs.

Så vi venter spændt på, at de kommer tilbage fra deres vinterdomicil.

/Luise Ekberg, redekoordinator