80 år på fredag

Hans Meltofte har ringmærket, forsket og beskyttet fugle og natur i hele sit liv. Fra Nymosen i Vangede over Vadehavet til Nordøstgrønland. Men det handler også om at være god til mennesker.
 

»Jeg besluttede dengang, at jeg ikke skulle giftes, før jeg blev 26 år.
Det holdt jeg«

 

BLÅ BOG

Hans Meltofte

Født 23. oktober 1946 i Vangede nord for København.
 
Efter at have uddannet sig som radiomekaniker tilbragte han i 1968 tre måneder på Christiansø med at ringmærke fugle.
 
Vendepunktet var, da han blev radio- sondeelev hos DMI og skulle to år til DMI’s vejrstation i Danmarkshavn i Nordøstgrønland.
 
Fik aldrig studentereksamen og har ikke gået på universitetet, men blev alligevel i 1994 dr.scient. ved KU på en analyse af vadefugletrækket gennem Danmark.
 
Er frivillig i en del af Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og har i en lang række andre ngo’er fokuseret på fugle og naturbevarelse og været med til at sikre fredning af 14 vandfuglearter og at etablere mange fuglebeskyttelses- områder og vildtreservater og Ramsar-områder under EU.
 
Har skrevet utallige debatindlæg og forskningsartikler. Fik en Dannebrogs-orden, som prins Henrik overrakte ham i 2014, da prinsen fyldte 80 år.
Hans Meltofte.     
Foto: Thomas Borberg
  
Hvor mange fugle har du set?
»Næsten 5.000 arter«.
 
Hvad fascinerer dig?
»Fugle er liv og glæde. De er så levende. De har stemmer, de er livlige og synger. De er dagaktive, til forskel fra pattedyrene, der om dagen gemmer sig for jægerne. Og så er det fascinerende, at nogle af dem trækker helt ned til Sydafrika. På vejen er det vigtigste stop Vadehavet, hvor vi har 10-12 millioner vandfugle, der passerer. Og man ved aldrig, om der dukker noget spændende op, når man kører hjemmefra om morgenen. Det er ganske enkelt glæde og liv sammen med andre mennesker«.
 
Hvornår blev du voksen?
»Puha. Puha. Da jeg kom i lære som 16-årig som radiomekaniker, var jeg i hvert fald ikke særlig moden. Så lad os sætte det til den første kæreste, da jeg var 17. Hanne Rode, uden h. Et dejligt damemenneske. Vi var venner i mange år, også da vi ikke længere var kærester«.
 
Hvilken opgave har du været mest glad for i dit arbejdsliv?
»Alle de år, jeg har arbejdet i Grønland. Alle de steder, jeg har været. Det har været fantastisk. Dejlige mennesker deroppe. Først kom jeg derop som radiosondemand for DMI og skulle være to år på Danmarkshavns vejrstation i Nordøstgrønland. Med hundeslædekørsel, vandreture og lange sejlture på fjorden. Mit andet højdepunkt i Grønland var, da vi i 1995 endelig kunne åbne Zackenberg forskningsstation, der overvåger natur og økosystemer i Nordøstgrønlands Nationalpark. Jeg arbejdede deroppe i 11 somre. Den kører endnu på 30. år og holder øje med klimaforandringernes effekter på naturen«. 
 
Hvad laver man, når man forsker i Grønland?
»Det fantastiske var, at jeg vendte tilbage til det samme sted hvert år, og så kunne vi gennem 30 år måle på præcis det samme. For eksempel hvornår fuglene lægger æg. Det styres af, hvornår sneen forsvinder, og der er tilstrækkeligt med insekter som føde. Dermed kunne vi tidligt se den globale opvarmning«.
 
Nogle siger, at du var en af de første, der havde øje for klimaforandringerne?
»Det var jeg måske, men der var også mange andre. Man kan sige, at jeg havde slået ørerne ud, inden det blev almindeligt kendt i den sidste del af 80’erne«.
 
Hvad er din vigtigste bedrift?
»Der er vel to. Forskningen på Grønland som den ene og fugle og naturbevarelse som den anden. Næste år har jeg siddet i hovedbestyrelsen i 50 år i DOF, Dansk Ornitologisk Forening, og det er der ingen andre, der har gjort! Personligt er jeg nok mest stolt over de 50 vildtreservater, jeg har været med til at lave. Som jeg sad og tegnede skitserne til i Møllegade på Nørrebro. At få indført jagtbegrænsninger er det, der har gavnet Danmarks fugle og pattedyr mest. På et tidspunkt var der 25-30 arter, der var blevet udryddet eller skudt meget, meget langt ned, som vi nu har fået tilbage i stort antal. Nu har vi næsten 200 par havørne i Danmark. De var udryddet i et helt århundrede, fordi jægerne ville have deres bytte for sig selv. De brød sig ikke om, at ørnene tog de harer, de selv ville skyde. De ville ikke dele med rovfuglene«. 
 
Hvad drømte du om at blive som ung?
»Jeg anede ikke, hvad jeg skulle. Jeg har jo ikke gået i gymnasiet, jeg er selvlært. Da jeg var færdig efter ti år med en realeksamen, var mit højeste ønske at komme ud at rejse. Nu har jeg været i mere end 150 stater, hvor jeg f.eks. har været syv gange på Antarktis og syv gange i Kina. Jeg besluttede dengang, at jeg ikke skulle giftes, før jeg blev 26 år. Det holdt jeg. Da jeg blev 27, mødte jeg min kone, Inger, som havde to børn i forvejen. Det skete i Scoresbysund på Grønlands østkyst, men hun var pæredansk, fra Sønderjylland«. 
 
Hvad gør dig glad?
»Jeg er et socialt og selskabeligt menneske. Det giver mig stor glæde at være sammen med min kone. Hun er det bedste, der er sket i mit liv. Og hendes børn, som er vokset op sammen med os. Vi er også gode venner med deres biologiske far«.
 
Hvad er du dårlig til?
»Der skal jo nok være noget. Lad mig lige tænke over det, så skal jeg nok sende det til dig«. 
 
Hvad er du god til?
»Jeg er god til at samarbejde med andre mennesker. Jeg er god til at organisere. Det med at interessere sig for fugle handler lige så meget om gode relationer. Over hele verden. At have nære venner, at man kan mærke, at de sætter pris på en. At man hjælper hinanden«. 
 
Hvad er dit motto?
»Udnyt altid den første mulighed. Det lærer man i Grønland, hvor vejret og andre faktorer hele tiden kan ændre sig. Gør det nu!«
 
Hvem har været dit forbillede?
»Min helt er Peter Freuchen (forfatter og opdagelsesrejsende, der bl.a. var med til at stifte Thulestationen sammen med Knud Rasmussen i 1910, red.), som jeg er gammel nok til at have hørt fortælle historier fra Grønland og andre steder i Arktis i radioen«.
 
Hvad læser du?
»Mest faglitteratur. Dernæst politik. Jeg er meget interesseret i at følge med i verden, hvor det i øjeblikket vel mest går ad helvede til. Samtidig med at jeg også fra mit arbejde med naturbeskyttelse ved, at det kan nytte at gøre en indsats. Sammen med andre kan man udrette noget. Men meget ser sort ud. Despoter, løgn og bedrag. Jeg har været i Rusland 10 gange, første gang med Den Transsibiriske Jernbane. Jeg har mange gode venner og kolleger på de kanter, som jeg arbejdede med. Nu tør jeg ikke engang skrive til dem for ikke at risikere at skade dem«.
 
Hvordan skal du fejre din fødselsdag?
»Det har jeg allerede gjort! Vi holdt 360 års fødselsdag på Danhostel i Ribe, fire af mine venner, der fylder 70, og mig på 80. Det er en gentagelse af en fest, vi holdt i Blåvand for 40 år siden. Dengang blev vi kun 160 tilsammen«.
 
Var der nogen, du savnede ved bordet?
»Dem, der ikke er her mere. Jeg savner adskillige venner, som jeg har sat stor pris på, som er gået bort. Det kender alle, der bliver ældre. Man er blevet den ældste, og når et menneske nær dig dør, bliver megen viden fra før slettet«.
 
Hvad er du mest taknemmelig over?
»At jeg er født i den bedste tid i menneskehedens historie på et af de bedste steder på jordens overflade«. 
 
Hvornår har du været mest modig?
»Som ung tænkte jeg ikke over det, men nu tænker jeg ofte på alle de gange, det kunne være gået galt. Alle de gange, jeg nær var faldet over bord eller gået gennem isen. Jeg husker engang i oktober, som er det allerfarligste tidspunkt, da isen er tynd, og solen er ved at forsvinde. Jeg var alene på hundeslæde langs en fjord, hvor jeg ledte efter en hytte. Pludselig så jeg en sæl svømme der, hvor isen skulle have været. Jeg fik rettet kursen, men der var da en stribe situationer, hvor det har været så tæt på. Eller da tre polar-ulve fandt mig ’interessant’, fordi jeg sad på hug og vejede nogle fugleæg. Det, at jeg var krøbet sammen, gjorde, at de troede, at jeg kunne være et bytte. Da jeg rejste mig, stod de 15 meter fra mig, hvorefter de løb væk«.
 
Hvad skal du resten af dit liv?
»Det samme«
 
 
Nogle timer efter interviewet skrev Hans Meltofte i en mail om, hvad han selv synes, han er dårlig til: »Jeg er meget dårlig til at huske folks fødselsdage eller andre mærkedage, og så kan jeg godt være for hidsig eller utålmodig indimellem«.