Regnen silede ned, og vinden nærmede sig stormstyrke, da Ørneklubben havde sit første arrangement - en ørnetur til Skåne.
Ørneklubben er en ny klub i DOF. Målgruppen er børn i 6-12 årsalderen, og hensigten er at fange børnenes interesse for de spændende, sjove og smukke fugle således, at DOF også består om 20-30 år.
DOFere lader sig ikke gå på af regn og vind, og derfor var vi ikke mindre end omkring 50 børn i ovennævnte alder og 50 voksne mest i bedsteforældrealderen, som mødte op på Sjælør station en tidlig lørdag morgen i marts udstyret med regntøj, gummistøvler, kikkerter, madpakker, drikkevarer, nysgerrighed og godt humør.
Mads fra Fuglenes Hus og Anders fra DOF Ung bød velkommen, og vi havde næppe passeret broen, førend den første røde glente blev observeret. Derefter så vi dem som perler på en snor, og det blev vel til i alt 14-15 glenter i løbet af dagen, som efterhånden klarede op og blev til en flot solskinsdag.
Fra broen til Næsbyholm Sø så vi musvåger, viber, sanglærker, sangsvaner, tårnfalk, måger og grågæs. Fra Næsbyholm Sø til Fyledalen så vi traner, forskellige kragefugle, fasaner og gravænder.
Og i Fyledalen havde vi fornøjelsen af en langvarig opvisning af 2 kongeørne og 2 glenter.
På grund af tidsnød nåede vi ikke Vombs enge og Krankesjøn og fik derfor ikke set havørne, ærgerligt!
Men hovedpersonerne, børnene, var da heldigvis ligeglade. De havde en dejlig fugledag med deres bedsteforældre eller forældre og andre glade børn - og de fik set mange spændende fugle og lært en masse om dem.
Stor ros til DOF og turlederne for dette første arrangement for Ørneklubben. Vi er blevet lovet, at klubben arrangerer flere ture, og det glæder vi os til.

tekst/Carsten Michael Jørgensen
Marts 2019

Når man får øje på en fugl eller forevist en fugl, så vil den typisk i sig have en række spørgsmål. Spørgsmål som man kan stille og prøve at besvare.

Hvordan den ser ud? Hvor stor er den? Hvilke farver har den? Hvor lang er halen? Hvilken form har næbbet? Hvordan synger den? Hvor kommer den fra? Hvad lever den af? Hvad laver den her?

Det er den type spørgsmål, der starter læreprocessen om fuglen. De næste spørgsmål vil typisk være – Er der andre der ligner den? Ligner den noget man kender til? Er det en han? Er det hun? Er det en ungfugl? Sætter fuglen tankerne i en bestemt retning? Er der nogen kategorier vi kan komme fuglen ind under. Svømmer den? Fanger den insekter? Kredser den med løftede vinger? Har den vingebånd? Er den i nåleskov?

Den slags spørgsmål er naturvidenskabelige spørgsmål – der gør, at vi er i gang med en læreproces, der gør os i stand til at systematiserer og kategoriser de fugle vi observerer. Og på sigt gør os i stand til at skelne de enkelte arter fra hinanden. Bestemme køn og alder. Eller giver os viden om, hvad fuglen lever af, og hvad der er dens habitat?

Solsorten på reden ovenfor. Det er jo, hvad vi ser. Artsbestemmelsen bekymrer jeg mig ikke om - jeg føler mig ret sikker på, at det er en adult Solsort han på en rede. Men andre spørgsmål trænger sig på, hvor jeg naturligvis holder mine nu gjorte observationer op mod mine tidligere erfaringer med ynglende Solsorte og Solsortereder.

Har jeg set Solsorten bygge på reden? Har jeg set andre solsortreder, der minder om denne? Har jeg set andre Solsorte på rede i januar? Hviler den bare tilfældig på en anden fugls rede? Hvilken fugl har så bygget reden? Jeg kan ret hurtigt, på baggrund af mine observationer og mine erfaringer slutte, at det var en tilfældighed, at Solsorten satte sig på denne rede, der formentlig er bygget af en Ringdue ud fra mine erfaringer med Ringduereder. I bogen "Fugle i Felten" står der om Solsorten: "Rede i busk, træ og i huse (på gesimser, i garager mm), så ud fra bogen kunne det sagtens være en Solsortrede, men min kilde er ikke præcis.

Undren er nøglen til at blive en bedre feltornitolog. Ofte kan man måske stille sig tilfreds med en artsbestemmelse, men der er ofte mere at hente. Det stiller krav til tålmodigheden. Tålmodigheden til at ”blive” ved fuglen - ikke rent fysisk - men i tanken. Uden at begynde at drive videre i tankerne mod indkøb eller andre fugle. Det kræver lidt træning, at stille andre spørgsmål end dem man normalt stiller.

Arts og aldersbestemmelse er ofte essentielt for, hvilke andre spørgsmål man kan stille. Igen en Solsort. Spørgsmål som jeg kan stile mig før køn og aldersbestemmelse kunne være. Hvorfor har den mørkt næb? Er det en hun? Har hanner ikke orange næb? Er der perioder i hanners liv, hvor de ikke har orange næb fx som unge eller om vinteren? Har Solsorte sommer- og vinterdragt? Etc En række andre spørgsmål til fjerdragt, øjenring mm kunne stilles. Svarene på de mange spørgsmål vil gøre mig i stand til at bestemme fuglen til en han 1. vinter.

Man skal kort sagt huske at være ”videnskabsmand”, når man ser på fugle - undre sig, stille spørgsmål og gå sine kilder på klingen. Det meste er jo beskrevet i bøgerne, men de rigtige fugle er jo ikke i bøgerne - og der er et hav af undtagelser.

Se fx på de to Solsorte hunner nedenfor. Det står i "Fugle i Felten" om Solsorte hunner: "Næb: Mørkt". Men et hurtigt kig rundt på plænen i min have, vil afslører, at teksten ikke er præcis. En tegning i bogen viser dog en hun med mere gulligt næb, men det omtales ikke i tekst. Pointen er igen: Observer, stil spørgsmål og vær kritisk overfor kilderne og egne observationer. Den største fejlkilde er ofte ham eller hende, der kigger i kikkerten. Det skyldes ikke, at man er en ringe feltornitolog, men man har glemt afgørende spørgsmål før man sprang til konklusionen.

Konteksten, hvori man oplever fuglen er afgørende. Vind, lys, årstid, yngleplads eller andre forhold kan spille ind. På den måde bliver de vigtigste fugle ikke dem, man ikke har set, men dem man allerede har set - i/under forskellige situationer og forhold. De sete fugle bliver referencen til nye observationer.

Strategien - kig og stil spørgsmål - bidrager til at gøre ens iagtagelser bedre, udbygger ens feltornitologiske viden og til at få orden i al den uorden, det er at se på fugle.

/Tekst og foto: Esben Eriksen, DOF Fyn

I Nordsjælland er vi er så heldige, at vi bor i kort afstand til Skåne, og på bare 1½ time kan vi således komme til en helt anden verden, når vi tænker rovfugle. I Skånes sø- og bakkelandskab vrimler det med rovfugle.

Og det er nu man skal tage en tur dertil for at nyde de mange rovfugle, som er ved at være forårskåde og søger efter mage. 

Lørdag d. 16. februar 2019 tog Per og jeg afsted – vejrmeldingen viste sol, plustemperaturer og middel vind – et ideelt vejr at se på rovfugle i.
Et af vores mål var at se den sjældne kejserørn, som har opholdt sig i området omkring Näsbyholm og Havgårdssjön hele vinteren.
Vi var ikke de eneste, som havde fået den tanke i det gode vejr. Ud over rovfuglene vrimlede det også med ornitologer – ikke kun svenskere, men vi var langt flere danskere end svenskere. Hyggeligt var det at støde på mange kendte ansigter derover, og når man er mange til at lede, er det også lettere at finde, hvad man søger.

Bird Alarm appen er et suverænt hjælpemiddel og meldingen om kejserørnen kom da også, så vi alle kunne valfarte til seværdigheden. Den sad ved en lille granlund i det kendte område ved Näsbyholm og snart var området fyldt med folk med kikkerter og teleskoper. DOF Travel entrede også pladsen med en stor bus og 58 deltagere.
Her viste kejserørnen sig fra den pæne side og tog ind i mellem en runde, hvor den fandt sammen med en ung kongeørn og de fløj et stykke tid helt synkront, så man virkelig kunne studere kendetegnene på hver af de to fugle.

Mange inklusiv os selv kørte efter at have set os mætte lidt tættere på stedet, hvor den befandt sig. Her kunne vi studere den på bare 150 meters afstand. Den sad i toppen af et fyrretræ og man kunne fornemme den stribede hals og hoved. Efter et pænt stykke tid lettede den og kredsede rundt til ære for os, hvorefter den forsvandt.
Ud over kejserørnen var der pænt med rovfugle i luften – mange røde glenter, musvåger, fjeldvåger, havørne og kongeørne. Herudover også rigtig mange ravne.

Ved Fyledalen havde kongeørnene lige været forbi, og de havde parret sig tæt ved reden, fik vi at vide. De viste sig desværre ikke mere den eftermiddag.
Til gengæld opdagede vi to sortspætte hanner, som optrådte i territoriekamp. Det er et sjældent syn. Hannerne sad på hver sin side af træet, bevægede sig langsomt nedad og skiftedes til at give sig til kende for hinanden, hvorefter de straks rykkede tilbage på den modsatte side af træet. Det var desværre ved at være dunkel belysning og der var grene i vejen, så det ikke var muligt at tage foto af oplevelsen.
Vildsvinene trives også i området, og vi så flere flokke på bakken ved Fyledalen. Jorden rundt omkring bar også præg af deres fine naturpleje. Man kan spørge sig selv, hvorfor naturen er så meget mere spændende, og der er så mange flere fugle lige ovre på den anden side af sundet bare 1½ times kørsel fra os?

En lang dag i felten og mange dejlige oplevelser rigere vendte vi tilbage til Nordsjælland.

/Tekst, Luise Ekberg og fotos, Per Ekberg

Har du lyst til at følge med i, hvordan det går med ynglefuglene i Gribskov, så kan du læse nyt i den nye statusrapport, Per Ekberg har udarbejdet.

Her kan du bl.a. læse om, at det ikke går så godt for hvepsevågen og duehøgen, men på trods af en meget varm og tør sommer har været en god ynglesæson for svalekliren, som har brug for sjapvandsområder.

Du kan finde artiklen og de tidligere artikler her